You are currently browsing the category archive for the 'Uncategorized' category.
Jeg tager det med kl. 16.
Adam
Abstract og SWOTabstract_og_swot.doc
http://www.tbshumorstudy.com/main.html
Sjauw.
//A
Jeg vil lige høre om vi stadigvæk mødes med Anders i morgen.
Hvis ja, hvor skal vi mødes inden og hvad tid?
I år kan du hjælpe de fattige bønder i Malawi med din mobil. Vær med i spillet på storskærmene foran scenen, så giver vi overskuddet fra sms’er til uddannelse og redskaber til bønderne. Vi hjælper dem med opbygge en konkurrencedygtig produktion, der giver dem langt flere muligheder i dagligdagen.
Ekstra gaffa-tape til teknikeren
John Allan er i forbindelse med et projekt ved it-universitetet på Roskildefestivalen.Projektet består i et spilkoncept der skal underholde publikum, imens de venter på næste koncert.John Allan har stået for den del af spillet der registrerer de indløbne sms, der afgør hvordan spillet udvikler sig. John Allan har kørt et par tests med systemet, men det kun med en mindre gruppe mennesker. Testene er forløbet ok, men det er altså første gang det skal stå sin egentlige prøve. John Allan er 32 år og har altid taget livet lidt let. Dette er hans femte gang på Roskilde og denne gang skal den have fuld gas! At billetten var gratis var en ekstra bonus oven i hatten, for så er der jo flere penge til de dejlige kolde fadbamser som han jo holder så meget af. John Allan står I hans to-værelses lejlighed på indre nørrebro og er ved at pakke sin rygsæk med kun lige de mest nødvendige ting. En sovepose, to par sokker, to par underbukser, en t-shirt, en varm trøje til de kolde danske sommernætter samt et par ekstra bukser, hvis nu han skulle blive lidt våd og pløret. Mobilen ringer: “hva’ så du! Er du klar til den HELT store tur?” Det er hans ven Kim I røret. Man kan høre på ham at han har været ude og drikke hele natten, men det forhindrer ham ikke I at være fyldt med energi. “Helt sikkert!” svarer John Allan. Tyve minutter senere mødes de to gamle legekammerater på hovedbanen under uret. De tager derud 5 dage før festlighederne starter så de kan få en god plads ude blandt pøbelen. De har taget telte med for deres venner så de kan få en rigtig god lejre og det store Pink Floyd flag placere de i midten af a teltlejren, så de alle kan finde tilbage efter koncerterne. Torsdag oprinder og de sidste par dages druk har sat sine spor, men ikke mere end at de to gamle venner føler sig helt klar til festivalstarten og står spændt henne ved indgangen til Orange scene så de kan løbe ind på pladsen lige så snart festivalen slår portene op. Fadbamserne bliver nydt alt imens man står som sild i en tønde og småsludrer med alle omkring sig. Spændingen begynder at stige og man kan mærke at folkemængden bliver mere og mere ophidset. BANG! Portens åbnes og alle vælter fremad som var de til et tyreløb i Pamplona. John Allan var ikke tilnærmelsesvis den første som kunne sætte sine str. 44 militærstøvler på Roskilde 2007. Men han var godt tilfreds. Første band som skal spille er Slayer. Ikke lige frem et noget John Allan lytter til ofte, så han vader over til ølteltet, han har alligevel mistet sin fadøl i farten og Roskilde uden en fadbamse i hånden er ikke Roskilde.
Nu er det sådan at John Allan ikke kun er med på Roskilde for at slappe af. Han skal også lave noget for sin billet. Han har indvilliget i at holde øje med den tekniske del af et projekt som hans gruppe, bestående af ham og 6 andre IT-U studerende har lavet i år.
Det er et spil, hvor publikum kan sende sms’er ind, og derigennem være med til at bestemme hvad hovedpersonen gør i spillet. Mere præcist skal han holde øje med at den mobilcentral, der styrer sms’erne som publikum sender ind, ikke bryder sammen. Ret let job synes han – hvis der ellers ikke går så meget galt, at hans ellers så store viden inden for området ikke er nok. Hvilket han ikke regner med, da han selv mener at være en af de førende teknikere inde for mobil telefoni området. Sms gateway – det er lige mig! Han skal ind og styre begivenhedernes gang kl. 21.45 – og der er jo lang tid til…
Men det hele virker nu lidt større efter et par dages massiv ølsmagning. Denne gang står der flere tusinde mennesker stuvet sammen i teltet foran koncertscenen, og det virker i det hele taget lidt uoverskueligt. John Allan sidder med svedige hænder ved computeren, da han sætter første del af ”Få Kurt til scenen med Axl’s spade” igang:
” Her er Kurt, han havde længe ønsket sig at være roadie for Axl Rose og i år 2008 i en alder af 19 år er hans drøm endelig gået i opfyldelse. Han har aldrig været i Danmark før og da slet ikke en så stor festival med så mange mennesker samlet på et sted. Han står forvirret i indgangen til pladsen med en ny indkøbt fadbamse i den ene hånd og Axel Rose’s guitar i den anden, som han skal have bragt til scenen inden koncerten går i gang. Hans vigtigste og mest prestige fyldte opgave som roadie han nogen sinde har haft og det må bare ikke gå galt, da Axel Rose ikke vil gå på scenen uden hans yndlingsguitar. Hjælp Kurt med at finde vej til Blå scene og sikre at koncerten kan starte til tiden!” Da introduktionen til spillet er kørt igennem, skal folk stemme via sms.
” Kurt ved ikke sine levende råd, han kigger sig lidt omkring. Skal han (A) vælge at gå til højre over mod de lækre piger som står og blinker til ham eller skal han (B) følge stien til venstre for ham videre op mod Blå scene?”
Folk har stemt at Kurt skal snakke med pigerne. John, der kører programmet der kører spillet initierer nu næste delaf historien. John griner lettet det ser ud til at konceptet fanger, nysgerrig på om det videre forløb holder tilskuernes nysgerrighed… han venter lidt, hans vigtigste opgave er timingen, de skal få glæden af udfaldet, af deres valg, samtidig med at loopet når Kurt møder pigerne ikke skal blive kedeligt før næste runde begynder. Publikum griner af Kurts generte flirt, med de ellers ret så frimodige og direkte piger, men Kurt er også lidt stresset – han skal jo nå at aflevere guitaren og kigger fra pigerne, tilskuerne griner og følger optrinet… John mener det nu at det er det på tide, at han stiller næste spørgsmål til tilskuerne. Pigerne spørger om han vil med over til chillout tektet og drikke et par øl med dem… Kurt er i tvivl, kan han nå at tage med dem? De er da for dejlige, men han skal jo aflevere guitaren og chillout teltet er godt nok en omvej… Hvad skal Kurt gøre ? Skal han være fornuftig og (A) gå i retning af blå scene, eller skal han (B) nyde endnu en af Roskildes mange impulsive muligheder… gør det da noget at koncerten bliver lidt forsinket? Det er de jo alligevel altid Hvad skal jeg gøre, spørger Kurt, mens han kigger ind i kameraet. John afventer publikums svar. Der tæller flere og flere SMSer ind. Han kan se, at folk stemmer flere gange på det samme spørgsmål mens de venter. Det ser ud til, at der er en overvejende mening om, at Kurt skal stikke af med tøserne. John læner sig tilbage. Om 30 sekunder er nedtællingen færdig og så skal han bare trykke på knap et eller to, så går Kurt videre. Men der er noget galt. Der kommer ikke flere sms’er ind på computeren. John tjekker forbindelsen til serveren med forbindelse til Gateway’en. Der er ikke nogen. Arh, Det var lige det, der manglede. Lige nu ville John ønske, at han var lidt mere klar i hovedet. Men det er han ikke. Han prøver at pinge serveren, men der sker ingenting. Han kan ikke forstå, hvad der er galt og konkluderer, at det sikkert er nogen andres skyld, så han ringer op til sin kontaktperson fra SeeLite, der står for samarbejdet med Sonofon og deres sms-gateway. De fortæller ham, at alt kører som det skal, og at der ikke er nogle problemer i deres forbindelse. Men han må ringe igen, hvis de skal køre et tjek på systemet. Fandens, tænker han mens han stille og roligt mærker panikken brede sig i kroppen og begynder at koldsvede lidt. Hvad er der galt?!Han besinder sig kortvarigt og trykker på A på tastaturet, så Kurt kan komme videre med guitaren. John kan ikke lige huske, hvad brugerne havde stemt men han ved, at det giver ham ca. 1½ minut mere at finde fejlen i, inden publikum skal stemme igen. Så opdager han, at gaffa-tapen over ledningen ud til serveren er flosset. Han hiver tapen af og opdager, at der er en eller anden venlig sjæl, der har trukket sin tunge Marshall-forstærker henover et samlende led i kablet på gulvet, så det er gået i stykker. Han flår tapen af og kaster sig over sin Fjällräv, hvor han har et ekstra netkabel liggende. Godt, jeg tænkte på det, mens jeg havde hovedet klart, tænker han mens han bytter de to kabler ud med hinanden, så forbindelsen er hel igen. Så er forbindelsen genetableret og sms-stemmerne strømmer igen ind. Pyha, sukker han og tømmer resten af sin fadøl hurtigere end han kunne have sagt IT. Resten af forløbet kører planmæssigt, publikum morer sig og inden han ringer til Michael fra SeeLite og fortæller, hvad der var galt, sætter han lige et ekstra lag gaffa-tape over netkablet og en post-it note på skærmen til den næste, der skal passe teknikken.
Det holder 100%!
Hilda er i gang med at pakke. I dag skal hun på sin første Roskilde festival. Hendes veninder har været der før, og har fortalt hende hvor fedt det er. Hilda glæder sig helt vildt til, at komme væk og bare slappe af med musik, venner og øl. Klassekammeraterne er allerede derned, de slog lejr i forgårs. Hilda, som så mange andre, tager toget til Roskilde st. Derfra følger hun skiltene, eller nærmere – menneskemængden hen til tjek-in stedet. Hun stiller sig i køen og efter en halv times venten er hun igennem, – iført sit nye fine Roskilde festival armbånd. Med sommerfugle i maven og et kort i hånden, bevæger hun sig hen til mod det aftalte mødested. Her står hendes veninder parate med krammer og velkomst-øl. Veninderne giver en hurtig update på, hvad der sker musik-mæssigt rundt omkring, og hvilken aktiviteter der er.
Det er anden dag på Roskilde festival, og Hilda føler sig godt hjemme. I aften er det Axel Rose og Bob Dylan, Hilda skal ind og se. Hun glæder sig mest til Axel Rose, for ham hørte hun da hun var mindre og det er første gang han spiller i 5 år. Klokken nærmer sig 21.30 og Hilda og vennerne går over mod den blå scene. For at få gode pladser til koncerten, skal de komme i god tid. Ventetiden inden koncerten er altid kedelig, siger Hildas veninder, men i år er der nogen, der har lavet et spil på storskærmene inden koncerterne, som man kan interagere med via mobilen – og så støtter man samtidigt et humanitært formål med nogle fattige bønder i Malawi. Hilda synes det lyder spændende, og hun vil i hvert fald gerne støtte et godt formål. Se! råber vennerne, spillet går i gang nu, tag din mobil frem og sms svaret til 1234, så kan vi selv bestemme hvor manden skal gå hen. ”Ha ha! Det er total griner! Holder 100%! Vi prøvede det også til sidste koncert på Blå Scene, men man kan vist få Kurt til at gå flere forskellige steder hen, så lad os prøve noget andet end sidst!” Storskærmen lyser op og hen over skærmen glider langsomt store hvide bogstaver alt imens en voiceover flyder ud af højtalerne. ” Her er Kurt, han havde længe ønsket sig at være roadie for Axl Rose og i år 2008 i en alder af 19 år er hans drøm endelig gået i opfyldelse. Han har aldrig været i Danmark før og da slet ikke en så stor festival med så mange mennesker samlet på et sted. Han står forvirret i indgangen til pladsen med en ny indkøbt fadbamse i den ene hånd og Axel Rose’s guitar i den anden, som han skal have bragt til scenen inden koncerten går i gang. Hans vigtigste og mest prestige fyldte opgave som roadie han nogen sinde har haft og det må bare ikke gå galt, da Axl Rose ikke vil gå på scenen uden hans grønne yndlingsguitar. Hjælp Kurt med at finde vej til Blå scene og sikre at koncerten kan starte til tiden!”
Hilda og hendes veninder tager deres mobiler frem og venter spændt på at spillet går i gang. De følger spændt historiens gang og første valgmulighed toner frem på skærmen. En dyb voiceover kommer ud af højtalerne:
” Kurt ved ikke sine levende råd, han kigger sig lidt omkring. Skal han (A) vælge at gå til højre over mod de lækre piger som står og blinker til ham eller skal han (B) følge stien til venstre for ham videre op mod Blå scene?”
Hilda har kun prøvet at sms’e ind til konkurrencer på TV, men synes at det er sjovt at kunne påvirke resultatet lidt mere direkte, lige her foran scenen. På grund af larmen fra de andre tilskuere hørte hun ikke lige, hvad veninderne sagde, da de forklarede hende reglerne, men hun finder hurtigt ud af, at det hele er forklaret på skærmen oppe ved scenen, så hun er hurtigt med i spillet. Men den slags plejer da også at være dyrere end alm. sms-takst? Anyway – jeg må hellere lige være med, inden det er for sent, tænker hun.
Hilda og veninderne står grinende og debatterer, men vælger så at han skal da gå til venstre, den guitar må hellere komme op på scenen hurtigst muligt, for de har bare sådan glædet sig til at se Axel Rose. De skynder sig at sms’e deres valg, men hvad sker der efter få sekunder kan de se at et overvældende flertal synes, at Kurt skal gå over til pigerne? ”Ha Ha … jeg tror, at flertallet af publikum er mænd” griner Hilda. Hilda og hendes veninder syns de piger Kurt mødes med er lidt for meget…” kom nu videre med den guitar, har du ikke nogle lækre kammerater du kan følges med herover til os?” råber de mens de sender svar A gentagende gange for at få tippet vægten af sms’er over til deres fordel og få Kurt til at gå videre med guitaren.
Men folket har talt. Kurt skal snakke med pigerne. Kurt går over til dem og begynder at småfirte lidt med dem. Det er han nu ikke videre god til, så han virker lidt fjollet og publikum griner lidt af ham. Stakkels Kurt. Hilda får lidt medlidenhed med ham Men Kurt tager det nu ikke så tungt. Han suser frejdigt videre i spillet og Hilda og veninderne morer sig lystigt over at styre Kurt gennem spillet. Efter et stykke tid kan alle dog ånde lettet op. Kurt når – dog med nogle gevaldige svinkeærinder – op til Blå scene backstage, kan man se på skærmen. Kurt løber ind og afleverer guitaren til, hvad der ligner en af Axl Rose’s private assistenter. Han har i al fald langt hår og en flaske Jack Daniels i den hånd, han ikke snupper guitaren med. ”You’re tha maan, Kuuurd”, siger han med sin ru stemme, mens han ånder en stor røgsky ud mellem sine gule tænder. Kort efter går koncerten i gang og Hilda synes ny, at det er et meget sjovt gensyn, selvom ham Axl vist er blevet lidt buttet siden firserne. Hun er glad for, at hun og veninderne gik op til scenen i god tid og hun synes, at det var spændende, sådan at guide Kurt op igennem alle teltene for at koncerten kunne komme i gang. hun synes ikke, at ventetiden var så slem, når de morede sig så godt.
Nu er Hilda og veninderne på vej videre over til Dylan på Orange. Sjovt – gad vide, hvad Kurt kommer ud for før næste koncert på Blå scene?
Hej Alle sammen,
Jeg har bestilt vejledning til vores projekt på fredag fra 13.30 til 13.45 på 5te, noget der hedder Cruie.. eller sådan noget..!
Hej alle sammen
Jeg har skrevet lidt om John Allan. Håber at det er godt nok og at en eller anden skriver den færdig.
John Allan er 32 år og har altid taget livet lidt let. Med en akademisk hippie familie opvækst har det været mere eller mindre en selvfølge end et teenager oprør.
Dette er hans 5. Gang på Roskilde og denne gang skal den fyres max af. Det at billetten var gratis var en ekstra bonus I hatten, for så er der jo flere penge til de dejlige kolde fadbamser som han jo holder så meget af.
John Allan står I hans to-værelset lejlighed på indre nørrebro og er ved at pakke sin rygsæk med kun lige de mest nødvendige ting. Så som en sovepose, to par sokker, to par underbukser, en t-shirt, en varm trøje til de kolde danske sommernætter samt et par ekstra bukser, hvis nu han skulle blive lidt våd. Mobilen ringer: “hva’ så du! Er du klar til den helt store tur?” det er Kim I røret. Man kan høre på ham at han har været ude og drikke hele natten, men det forhindre ham ikke I at være fyldt med energi. “Helt sikkert!” svare John Allan. Tyve minutter senere mødes de to gamle legekammerater på hovedbanen under uret. De er taget der ud 5 dage før festlighederne starter så de kan få en god plads I blandt pøblen. De har taget telte med for deres venner så de kan få en rigtig god lejre og det store Pink Floyd flag placere de i midten af a teltlejren, så de alle kan finde tilbage efter koncerterne.
Torsdag oprinder og de sidste par dages druk har sat sine spor, men ikke mere end at de to gamle venner føler sig helt klar til festival starten og står spændt henne ved indgangen til Orange scene så de kan løbe ind på pladsen lige så snart festivalen slår portene op. Fadbamserne bliver nydt alt imens man står som sild i en tynde og små sludre med alle omkring sig. Spændingen begynder at stige og man kan mærke at folkemængden bliver mere og mere ophidset. BANG! Portens åbnes og alle løber frem ad som var de til et tyr-løb i Spanien. John Allan var ikke tilnærmelsesvis den første som kunne sætte sine str. 44 militærstøvler på Roskilde 2007. Men han var godt tilfreds. Første band som skal spille er Slayer. Ikke lige frem et noget John Allan lytter til ofte, så han vader over til ølteltet, han har alligevel mistet sin fadbamse i farten og Roskilde uden i fadbamse i hånden er ikke Roskilde.
Nu er det sådan at John Allan ikke kun er med på Roskilde for at slappe af . Han skal jo også lave noget. Han har indvilliget i at holde øje med den tekniske del af et projekt som 7 IT-U studerende har lavet i år. Det er et spil, hvor publikum kan sende sms’er ind være med til at bestemme hvad hovedpersonen gør. Mere præcis skal han holde øje med at den mobil central som skal styre sms’erne som publikum skal sende ind ikke bryder sammen. Ret let job synes han, hvis der ikke går så meget ged i det at hans ellers så store viden inden for området ikke er nok. Hvilket han ikke regner med, da han er en af de førende teknikker inde for mobil telefoni området.
